Efter en længere forhandlingsproces har TPE valgt at fortsætte samarbejdet med sin mangeårige kinesiske rejsepartner DTG Travel Lufthansa City Center. Den nye aftale, der blev underskrevet kort før jul, markerer en fornyelse af det eksisterende samarbejde, der har været gældende siden 2016.
Beslutningen kommer efter, at TPE iværksatte en grundig markedsevaluering over en længere periode, hvor både en af Kinas største aktører og en anden global rejseudbyder blev inddraget som mulige alternativer. Midtvejs i forløbet genoptog TPE dialogen med DTG, og her stod det hurtigt klart, at der var mulighed for at forhandle en mere tidssvarende aftale på plads. Partnerne blev derfor enige om justeringer, som i sidste ende har dannet grundlag for den nyindgåede kontrakt.
Den fornyede aftale understøtter TPEs fortsatte tilstedeværelse i Kina og sikrer, at medlemmerne kan trække på en partner, der både kender TPEs forretningsmodel og har dokumenteret evne til at levere på kvalitet, rapportering og datasikkerhed.